En uge ind i juni måned begynder de første ærter at være klar til salg og for mange ærte elsker er det starten på den danske sommer, sæsonen strækker sig over 3 -4 uger. Ærter har i mange tusinde år været basisføde i forskellige kulturer og for et par hundrede år siden tørrede man ærterne før man spiste dem. I dag er friske ærter som slik; en pose fuld af ærter kan man hurtigt fortære.
Sorter!
Avola og utrillo.
Direkte vej!
Det er vigtigt at ærterne er så nyplukkede som muligt, så de har deres delikate smag og sprødhed. Husk altid at smage, inden du køber- ærterne skal være sprøde, saftige og søde. Nybælgede ærter er en værdsat sommerdelikatesse og derfor gælder det om at købe rigeligt, så posen ikke er tom når man kommer hjem.
Nyd sundheden! At nyde de nybælgde søde friske ærter er en værdsat sommerdelikatesse, ærten er den spiselige del af bælgplanten og indeholder meget protein og A-vitamin. prøv for eksempel også at tilsætte en portion rå ærter i kartoffelsalaten.
Køkken tip!
Men sommerærter er en udsøgt råvare, der bør indgå som naturlig ingrediens i sommermadlavningen, så prøv disse opskrifter og se selv, hvad friske ærter kan tilføre en sommerret.
Ærte kompot til grillet kød eller fisk: varm ærter i lidt olivenolie på mellemvarme i nogle minutter, tilsæt så et par millimeter vand, kog op og mos med en stavblender til en grov kompot. Smag til med salt, peber, finthakket skalotteløg og evt. lidt mere olivenolie. Med ærtekompot sættes der virkelig kulør på tallerkenen
Kold ærtesuppe: Tag lidt hakket sommerløg og varm det forsigtigt i olivenolie, uden at det tager farve. Tilsæt ca. 3 dl bælgede ærter og 1 liter grønsags- eller hønsebouillon og kog ca. 5 minutter. Blend det til en konsistens som en cremet suppe, tilsæt evt. lidt mere vand, afrund med et par dråber fløde. Smag den til og sæt suppen i køleskabet natten over. Server den med et stykke nyristet brød.
Når du handler ærter, skal du være opmærksom på, at du skal købe mere end dobbelt så meget, som opskriften kræver, da bælgene ikke regnes med.
Holdbarhed: 4 dage i køleskab i plastpose, en dag ved stuetemperatur. Energiindhold 340 kj/100 g.